Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive Aar senere, ikke gøre ugyldig, saa at den skulde gøre Forjættelsen til intet.

1.Mosebog 15:13
Og han sagde til Abram: »Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 Aar.

2.Mosebog 12:40
Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 Aar.

Salmerne 105:9
Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;

Apostlenes G. 7:6
Men Gud talte saaledes: »Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede Aar.

Efeserne 2:12
at I paa den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Haab og uden Gud i Verden.