Dansk (1917 / 1931) 1Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min Søn. 2Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Ba'alerne, tænder for Billederne Offerild. 3Jeg lærte dog Efraim at gaa og tog ham paa Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem. 4Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Aag over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde. 5Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke. 6Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slaaer og hærge i hans Fæstninger. 7Mit Folk, det hælder til Frafald fra mig, og raaber man til det: »Op, op!« — staar ingen op. 8Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt. 9Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke. 10HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet, 11bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse, lyder det fra HERREN. 12Efraim omgiver mig med Løgn, Israels Hus med svig, Juda kender ej Gud, med Skøger slaar han sig sammen. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |