Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,

Højsangen 1:15
Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!

Højsangen 2:3
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

Højsangen 2:9
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu staar han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

Højsangen 5:2
Jeg sov, men mit Hjerte vaaged; tys, da banked min Ven: »Luk op for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Draaber.«

Højsangen 5:5
Jeg stod op og aabned for min Ven; mine Hænder drypped af Myrra, mine Fingre af flydende Myrra, da de rørte ved Laasens Haandtag.

Højsangen 7:6
Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!