Dansk (1917 / 1931) 1Og HERREN talede til Moses og Aron og sagde:
2Naar der paa et Menneskes Hud viser sig en Hævelse eller Udslæt eller en lys Plet, som kan blive til Spedalskhed paa hans Hud, skal han føres hen til Præsten Aron eller en af hans Sønner, Præsterne.
3Præsten skal da syne det syge Sted paa Huden, og naar Haarene paa det syge Sted er blevet hvide og Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, saa er det Spedalskhed, og saa skal Præsten efter at have synet ham erklære ham for uren.
4Men hvis det er en hvid Plet paa Huden og den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Haarene ikke er blevet hvide, saa skal Præsten lukke den angrebne inde i syv Dage;
5og paa den syvende Dag skal Præsten syne ham. Viser det sig da, at Ondet ikke har skiftet Udseende eller bredt sig paa Huden, skal Præsten igen lukke ham inde i syv Dage;
6og paa den syvende Dag skal Præsten atter syne ham. Hvis det da viser sig, at Ondet er ved at svinde, og at det ikke har bredt sig paa Huden, skal Præsten erklære ham for ren; da er det almindeligt Udslæt paa Huden; han skal da tvætte sine Klæder og være ren. 7Men hvis Udslættet breder sig paa Huden, efter at han har ladet Præsten syne sig for at blive erklæret for ren, og hvis Præsten, naar han anden Gang lader sig syne af ham, 8ser, at Udslættet har bredt sig paa Huden, saa skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 9Naar et Menneske angribes af Spedalskhed, skal han føres hen til Præsten, 10og Præsten skal syne ham; og naar der da viser sig at være en hvid Hævelse paa Huden og Haarene derpaa er blevet hvide og der vokser vildt Kød i Hævelsen, 11saa er det gammel Spedalskhed paa hans Hud, og da skal Præsten erklære ham for uren; han behøver ikke at lukke ham inde, thi han er uren. 12Men hvis Spedalskheden bryder ud paa Huden og Spedalskheden bedækker hele den angrebnes Hud fra Top til Taa, saa vidt Præsten kan se, 13og Præsten ser, at Spedalskheden bedækker hele hans Legeme, saa skal han erklære den angrebne for ren; han er blevet helt hvid, han er ren. 14Men saa snart der viser sig vildt Kød paa ham, er han uren; 15og naar Præsten ser det vilde Kød, skal han erklære ham for uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed. 16Hvis derimod det vilde Kød forsvinder og han bliver hvid, skal han gaa til Præsten; 17og hvis det, naar Præsten syner ham, viser sig, at den angrebne er blevet hvid, skal Præsten erklære den angrebne for ren; han er ren. 18Naar nogen paa sin Hud har haft en Betændelse, som er lægt, 19og der saa paa det Sted, som var betændt, kommer en hvid Hævelse eller en rødlighvid Plet, skal han lad sig syne af Præsten; 20og hvis Præsten finder, at Stedet ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og Haarene derpaa er blevet hvide, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed, der er brudt frem efter Betændelsen. 21Men hvis der, naar Præsten syner det, ikke viser sig at være hvide Haar derpaa og det ikke ligger dybere end Huden udenom, men er ved at svinde, da skal Præsten lukke ham inde i syv Dage; 22og naar det da breder sig paa Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 23Men hvis den hvide Plet bliver, som den er, uden at brede sig, da er det et Ar efter Betændelsen, og Præsten skal erklære ham for ren. 24Eller naar nogen faar et Brandsaar paa Huden, og det Kød, der vokser i Brandsaaret, frembyder en rødlighvid eller hvid Plet, 25saa skal Præsten syne ham, og hvis det da viser sig, at Haarene paa Pletten er blevet hvide og den ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, saa er det Spedalskhed, der er brudt frem i Brandsaaret; og da skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 26Men hvis det, naar Præsten synet ham, viser sig, at der ingen hvide Haar er paa den lyse Plet, og at en ikke ligger dybere end Huden udenom, men at den er ved at svinde, saa skal Præsten lukke ham inde i syv Dage; 27og paa den syvende Dag skal Præsten syne ham, og naar den da har bredt sig paa Huden, skal Præsten erklære ham for uren; det er Spedalskhed. 28Men hvis den lyse Plet bliver, som den er, uden at brede sig paa Huden, og er ved at svinde, saa er det en Hævelse efter Brandsaaret, og da skal Præsten erklære ham for ren; thi det er et Ar efter Brandsaaret. 29Naar en Mand eller Kvinde angribes i Hoved eller Skæg, 30skal Præsten syne det syge Sted, og hvis det da ser ud til at ligge dybere end Huden udenom og der er guldgule, tynde Haar derpaa, saa skal Præsten erklære ham for uren; det er Skurv, Spedalskhed i Hoved eller Skæg. 31Men hvis det skurvede Sted, naar Præsten syner det, ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, uden at dog Haarene derpaa er sorte, da skal Præsten lukke den skurvede inde i syv Dage; 32og paa den syvende Dag skal Præsten syne ham, og hvis da Skurven ikke har bredt sig og der ikke er kommet guldgule Haar derpaa og Skurven ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, 33da skal den angrebne lade sig rage uden dog at lade det skurvede Sted rage; saa skal Præsten igen lukke den skurvede inde i syv Dage. 34Paa den syvende Dag skal Præsten syne Skurven, og hvis det da viser sig, at Skurven ikke har bredt sig paa Huden, og at den ikke ser ud til at ligge dybere end Huden udenom, saa skal Præsten erklære ham for ren; da skal han tvætte sine Klæder og være ren. 35Men hvis Skurven breder sig paa Huden, efter at han er erklæret for ren, 36da skal Præsten syne ham; og hvis det saa viser sig, at Skurven har bredt sig, behøver Præsten ikke at undersøge, om der er guldgule Haar; han er uren. 37Men hvis Skurven ikke har skiftet Udseende og der er vokset sorte Haar frem derpaa, da er Skurven lægt; han er ren, og Præsten skal erklære ham for ren. 38Naar en Mand eller Kvinde faar lyse Pletter, hvide Pletter paa Huden, 39skal Præsten syne dem; og hvis der da paa deres Hud viser sig hvide Pletter, det er ved at svinde, er det Blegner, der er brudt ud paa Huden; han er ren. 40Naar nogen bliver skaldet paa Baghovedet, saa er han kun isseskaldet; han er ren. 41Og hvis han bliver skaldet ved Panden og Tindingerne, saa er han kun pandeskaldet; han er ren. 42Men kommer der paa hans skaldede Isse eller Pande et rødlighvidt Sted, er det Spedalskhed, der bryder frem paa hans skaldede Isse eller Pande. 43Saa skal Præsten syne ham, og viser det sig da, at Hævelsen paa det syge Sted paa hans skaldede Isse eller Pande er rødlighvid, af samme Udseende som Spedalskhed paa Huden, 44saa er han spedalsk; han er uren, og Præsten skal erklære ham for uren; paa sit Hoved er han angrebet. 45Den, der er spedalsk, den, som lider af Sygdommen, skal gaa med sønderrevne Klæder, hans Haar skal vokse frit, han skal tilhylle sit Skæg, og: »uren, uren!« skal han raabe. 46Saa længe han er angrebet, skal han være uren; uren er han, for sig selv skal han bo, uden for Lejren skal hans Opholdssted være. 47Naar der kommer Spedalskhed paa en Klædning enten af Uld eller Lærred 48eller paa vævet eller knyttet Stof af Lærred eller Uld eller paa Læder eller Læderting af enhver Art 49og det angrebne Sted paa Klædningen, Læderet, det vævede eller knyttede Stof eller Lædertingene viser sig at være grønligt eller rødligt, saa er det Spedalskhed og skal synes af Præsten. 50Og naar Præsten har synet Skaden, skal han lukke den angrebne Ting inde i syv Dage. 51Paa den syvende Dag skal han syne den angrebne Ting, og dersom Skaden har bredt sig paa Klædningen, det vævede eller knyttede Stof eller Læderet, de forskellige Læderting, saa er Skaden ondartet Spedalskhed, det er urent. 52Da skal han brænde Klædningen eller det af Uld eller Lærred vævede eller knyttede Stof eller alle de Læderting, som er angrebet; thi det er ondartet Spedalskhed, det skal opbrændes. 53Men hvis Præsten finder, at Skaden ikke har bredt sig paa Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller paa de forskellige Slags Læderting, 54saa skal Præsten paabyde, at den angrebne Ting skal tvættes, og derpaa igen lukke den inde i syv Dage. 55Præsten skal da syne den angrebne Ting, efter at den er tvættet, og viser det sig da, at Skaden ikke har skiftet Udseende, saa er den uren, selv om Skaden ikke har bredt sig; du skal opbrænde den; det er ædende Udslæt paa Retten eller Vrangen. 56Men hvis det, naar Præsten syner det, viser sig, at Skaden er ved at svinde efter Tvætningen, saa skal han rive det angrebne Sted af Klædningen eller Læderet eller det vævede eller knyttede Stof. 57Viser det sig da igen paa Klædningen eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderting, da er det Spedalskhed, der er ved at bryde ud; du skal opbrænde de angrebne Ting. 58Men den Klædning eller det vævede eller knyttede Stof eller de forskellige Læderting, hvis Skade svinder efter Tvætningen, skal tvættes paa ny; saa er det rent. — 59Det er Loven om Spedalskhed paa Klæder af Uld eller Lærred eller paa vævet eller knyttet Stof eller paa alskens Læderting; efter den skal de erklæres for rene eller urene. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |