Dansk (1917 / 1931) 1HERREN talede fremdeles til Moses paa Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde:
2byd Israeliterne, at de af de Besiddelser, de faar i Arv, skal give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal ogsaa give Leviterne Græsmarker rundt om disse Byer,
3Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr. 4Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider; 5og uden for Byen skal I til Østside opmaale 2000 Alen, til Sydside 2000, til Vestside 2000 og til Nordside 2000, med Byen i Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne. 6Hvad de Byer angaar, som I skal give Leviterne, saa skal I give dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve Byer. 7De Byer, I skal give Leviterne, bliver saaledes i alt otte og fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker. 8Og af de Byer, I skal give dem af Israeliternes Besiddelser, skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver Stamme skal give Leviterne saa mange af sine Byer, som svarer til den Arvelod, der tildeles den. 9HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: 10Tal til Israeliterne og sig til dem: Naar I kommer over Jordan til Kana'ans Land, 11skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, saa at en Manddraber, der begaar et Drab af Vanvare, kan ty derhen. 12I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for Menighedens Domstol. 13Det skal være seks Byer, I skal afstaa til Tilflugtsbyer; 14de tre skal I afstaa hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans Land; de skal være Tilflugtsbyer. 15Israeliterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, saa at enhver, der begaar et Drab af Vanvare, kan ty derhen. 16Men slaar han ham ihjel med et Jernredskab, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden; 17og slaar han ham ihjel med en Sten, som han har i Haanden, og som kan slaa en Mand ihjel, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden; 18og slaar han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Haanden, og som kan slaa en Mand ihjel, saa er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden. 19Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; naar han træffer ham, skal han dræbe ham. 20Og støder han til ham af Had eller kaster noget paa ham i ond Hensigt, saa han dør deraf, 21eller slaar han ham med Haanden i Fjendskab, saa han dør deraf, skal Drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber; Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, naar han træffer ham. 22Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller kaster han et Redskab paa ham, uden at det er i ond Hensigt, 23eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slaa en Mand ihjel, saa han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har pønset paa ondt imod ham, 24saa skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem paa Grundlag af disse Lovbud; 25og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig Olie salvede Ypperstepræst dør. 26Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Omraade, hvorhen han er tyet, 27og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Omraade, saa kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at paadrage sig Blodskyld; 28thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende tilbage til den Jord, han ejer. 29Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt, hvor I end bor. 30Naar nogen slaar et Menneske ihjel, maa man kun dræbe Manddraberen efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok til en Dødsdom. 31I maa ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, naar han har forbrudt sit Liv; han skal lide Døden, 32Heller ikke maa I tage mod Sonebøde, saaledes at den, der er tyet til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage og bosætte sig i Landet. 33Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger Landet, og Landet faar kun Soning for det Blod, der er udgydt deri, ved dens Blod, der har udgydt det. 34Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor; thi jeg HERREN bor midt iblandt Israels Børn. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |