Dansk (1917 / 1931) 1Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de Dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda. 2Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. 3En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte. 4Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HERREN, lod haant om Israels Hellige, vendte ham Ryg. 5Kan I taale flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Saar er Hovedet, sygt hele Hjertet; 6fra Fodsaal til Isse er intet helt, kun Flænger, Strimer og friske Saar; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. 7Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne — saa øde som ved Sodomas Undergang. 8Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingaard, et Vagtskur i en Græskarmark, en omringet By. 9Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra. 10Laan Øre til HERRENS Ord, I Sodomadommere, lyt til vor Guds Aabenbaring, du Gomorrafolk! 11Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN; jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. 12Naar I kommer at stedes for mit Aasyn, hvo kræver da af jer, at min Forgaard trampes ned? 13Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymaanefest, Sabbat og festligt Stævne — jeg afskyr Uret og festlig Samling. 14Eders Nymaanefester og Højtider hader min Sjæl, de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. 15Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I saa end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; 16tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, 17lær det gode, læg Vind paa, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag! 18Kom, lad os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. 19Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; 20staar I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HERRENS Mund har talet. 21At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, saa fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem — men nu er der Mordere. 22Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. 23Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. 24Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige: »Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! 25Jeg vender min Haand imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. 26Jeg giver dig Dommere som fordum, Raadsherrer som før; saa kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.« 27Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. 28Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HERREN svigter, forgaar. 29Thi Skam vil I faa af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter saa højt; 30thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 31Den stærke bliver til Blaar, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |