Dansk (1917 / 1931) 1Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: 2Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 3Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam? 4Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!« 5Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 6kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 7Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse? 8Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? 9Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa, 12saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt, 15ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast, 16ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile, 19du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen! Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |