Dansk (1917 / 1931) 1Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme. (2) Jeg raaber højt til Gud, højt til Gud, og han hører mig; 2jeg søger Herren paa Nødens Dag, min Haand er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; 3jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Aand vansmægter. — Sela. 4Du holder mine Øjne vaagne, jeg er urolig og maalløs. 5Jeg tænker paa fordums Dage, ihukommer længst henrundne Aar; 6jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Aand. 7Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Naade, 8er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, 9har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? — Sela. 10Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før. 11Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 12Jeg tænker paa al din Gerning og grunder over dine Værker. 13Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud saa stor som Gud! 14Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 15udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. — Sela. 16Vandene saa dig, Gud, Vandene saa dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 17Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did; 18din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 19din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. 20Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Haand. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |