Dansk (1917 / 1931) 1En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund; 2jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid, 3hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; 4vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort. 5Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide, 6at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom, 7saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud, 8ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud 9— Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag — 10Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov; 11hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue. 12Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark; 13han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold; 14han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær; 15han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme, 16han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder. 17Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen; 18de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten, 19de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken? 20Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?« 21Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel, 22fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse. 23Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne 24og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn; 25Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med. 26Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft; 27Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand, 28lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger; 29Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa. 30Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund, 31rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge. 32Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere. 33Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar. 34Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, 35kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser. 36De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge; 37deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro. 38Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; 39han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage. 40Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! 41De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige; 42hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden, 43da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark, 44forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene, 45sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde, 46gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, 47slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, 48prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. 49Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; 50frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; 51alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, 52lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen, 53leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; 54han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, 55drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte. 56Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; 57de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, 58de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder. 59Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel; 60han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; 61han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand, 62prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod; 63Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, 64dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest. 65Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; 66han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. 67Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; 68han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; 69han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden. 70Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde, 71hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; 72han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |