Dansk (1917 / 1931) 1Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. 2Er der mange retfærdige, glædes Folket, men raader de gudløse, sukker Folket. 3Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgaas, bortødsler Gods. 4Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. 5Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. 6I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. 7Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. 8Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. 9Gaar Vismand i Rette med Daare, vredes og ler han, alt preller af. 10De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. 11En Taabe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. 12En Fyrste, som lytter til Løgnetale, faar lutter gudløse Tjenere. 13Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans. 14En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone staar fast evindelig. 15Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. 16Bliver mange gudløse, tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. 17Tugt din Søn, saa kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. 18Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter paa Loven. 19Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. 20Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Taabe er der snarere Haab end for ham. 21Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. 22Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. 23Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnaar Ære. 24Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. 25Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler paa HERREN, er bjærget. 26Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN. 27Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |