Markus 4
Dansk (1917 / 1931)
1Og han begyndte atter at lære ved Søen. Og en meget stor Skare samles om ham, saa at han maatte gaa om Bord og sætte sig i et Skib paa Søen; og hele Skaren var paa Land ved Søen. 2Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning: 3»Hører til: Se, en Sædemand gik ud at saa. 4Og det skete, idet han saaede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og aade det op. 5Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. 6Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. 7Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. 8Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold.« 9Og han sagde: »Den som har Øren at høre med, han høre!«

10Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne. 11Og han sagde til dem: »Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser, 12for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstaa, for at de ikke skulle omvende sig og faa Forladelse.«

13Og han siger til dem: »Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstaa alle de andre Lignelser? 14Sædemanden saar Ordet. 15Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver saaet, og naar de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet, som er saaet i dem. 16Og ligeledes de, som blive saaede paa Stengrunden, det er dem, som, naar de høre Ordet, straks modtage det med Glæde; 17og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks. 18Og andre ere de, som blive saaede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet, 19og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt. 20Og de, der bleve saaede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt, tredive og tresindstyve og hundrede Fold.«

21Og han sagde til dem: »Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes paa Lysestagen? 22Thi ikke er noget skjult uden for at aabenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. 23Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!« 24Og han sagde til dem: »Agter paa, hvad I høre! Med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder, og der skal gives eder end mere. 25Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.«

26Og han sagde: »Med Guds Rige er det saaledes, som naar en Mand har lagt Sæden i Jorden 27og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. 28Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Straa, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset; 29men naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Haanden.«

30Og han sagde: »Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? 31Det er som et Sennepskorn, som, naar det saas i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden, 32og naar det er saaet, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge.«

33Og i mange saadanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. 34Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.

35Og paa den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: »Lader os fare over til hin Side!« 36Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet; men der var ogsaa andre Skibe med ham. 37Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, saa at Skibet allerede var ved at fyldes. 38Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: »Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgaa?« 39Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: »Ti, vær stille!« og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille. 40Og han sagde til dem: »Hvorfor ere I saa bange? Hvorfor have I ikke Tro?« 41Og de frygtede saare og sagde til hverandre: »Hvem er dog denne siden baade Vinden og Søen ere ham lydige?«

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com.

Bible Hub
Mark 3
Top of Page
Top of Page