Dansk (1917 / 1931) 1Og han sagde til dem: »Sandelig, siger jeg eder, der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige være kommet med Kraft.« 2Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og fører dem alene afsides op paa et højt Bjerg, og han blev forvandlet for deres Øjne. 3Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, saa at ingen Blegemand paa Jorden kan gøre Klæder saa hvide. 4Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede med Jesus. 5Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: »Rabbi! det er godt, at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en og Elias en.« 6Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne helt forfærdede. 7Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra Skyen: »Denne er min Søn, den elskede, hører ham!« 8Og pludseligt, da de saa sig om, saa de ingen mere uden Jesus alene hos dem. 9Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var opstanden fra de døde. 10Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre, hvad det er at opstaa fra de døde. 11Og de spurgte ham og sagde: »De skriftkloge sige jo, at Elias bør først komme?« 12Men han sagde til dem: »Elias kommer først og genopretter alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han skal lide meget og foragtes. 13Men jeg siger eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham.« 14Og da de kom til Disciplene, saa de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem. 15Og straks studsede hele Skaren, da de saa ham, og de løb hen og hilsede ham. 16Og han spurgte dem: »Hvorom tvistes I med dem?« 17Og en af Skaren svarede ham: »Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en maalløs Aand. 18Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fraader og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.« 19Men han svarede dem og sagde: »O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg taale eder? Bringer ham til mig!« 20Og de ledte ham frem til ham; og da han saa ham, sled Aanden straks i ham, og han faldt om paa Jorden og væltede sig og fraadede. 21Og han spurgte hans Fader: »Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?« Men han sagde: »Fra Barndommen af; 22og den har ofte kastet ham baade i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formaar noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!« 23Men Jesus sagde til ham: »Om du formaar! Alle Ting ere mulige for den, som tror.« 24Straks raabte Barnets Fader og sagde med Taarer: »Jeg tror, hjælp min Vantro!« 25Men da Jesus saa, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Aand og sagde til den: »Du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!« 26Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, saa at de fleste sagde: »Han er død.« 27Men Jesus tog ham ved Haanden og rejste ham op; og han stod op. 28Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: »Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?« 29Og han sagde til dem: »Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste.« 30Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det. 31Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slaa ham ihjel; og naar han er ihjelslaaet, skal han opstaa tre Dage efter.« 32Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham. 33Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: »Hvad var det, I overvejede med hverandre paa Vejen?« 34Men de tav; thi de havde talt med hverandre paa Vejen om, hvem der var den største. 35Og han satte sig og kaldte paa de tolv og siger til dem: »Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener.« 36Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem: 37»Den, som modtager eet af disse smaa Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig.« 38Johannes sagde til ham: »Mester! vi saa en, som ikke følger os, uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os.« 39Men Jesus sagde: »Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig. 40Thi den, som ikke er imod os, er for os. 41Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn. 42Og den, som forarger en af disse smaa, som tro, for ham var det bedre, at der laa en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet. 43Og dersom din Haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, 44[hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.] 45Og dersom din Fod forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede, 46[hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.] 47Og dersom dit Øje forarger dig, saa riv det ud; det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, 48hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. 49Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt. 50Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!« Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |