Dansk (1917 / 1931) 1Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus.
2Og de begyndte at anklage ham og sagde: »Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge.«
3Men Pilatus spurgte ham og sagde: »Er du Jødernes Konge?« Og han svarede og sagde til ham: »Du siger det.«
4Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: »Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.«
5Men de bleve ivrigere og sagde: »Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil.« 6Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. 7Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Omraade, sendte han ham til Herodes, som ogsaa selv var i Jerusalem i disse Dage. 8Men da Herodes saa Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han haabede at se et Tegn blive gjort af ham. 9Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham intet. 10Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. 11Men da Herodes med sine Krigsfolk havde haanet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. 12Paa den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. 13Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Raadsherrerne og Folket 14og sagde til dem: »I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se, jeg har forhørt ham i eders Paahør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, 15og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage til os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. 16Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.« 17[Men han var nødt til at løslade dem een paa Højtiden.] 18Men de raabte alle sammen og sagde: »Bort med ham, men løslad os Barabbas!« 19Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. 20Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. 21Men de raabte til ham og sagde: »Korsfæst, korsfæst ham!« 22Men han sagde tredje Gang til dem: »Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.« 23Men de trængte paa med stærke Raab og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Raab fik Overhaand. 24Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; 25og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie. 26Og da de førte ham bort, toge de fat paa en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset paa ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. 27Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. 28Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: »I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! 29Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. 30Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! 31Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?« 32Men der blev ogsaa to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. 33Og da de vare komne til det Sted, som kaldes »Hovedskal«, korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. 34Men Jesus sagde: »Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.« Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. 35Og Folket stod og saa til; men ogsaa Raadsherrerne spottede ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte.« 36Men ogsaa Stridsmændene spottede ham, idet de traadte til, rakte ham Eddike og sagde: 37»Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!« 38Men der var ogsaa sat en Overskrift over ham [skreven paa Græsk og Latin og Hebraisk]: »Denne er Jødernes Konge.« 39Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« 40Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: »Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? 41Og vi ere det med Rette; thi vi faa igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt.« 42Og han sagde: »Jesus! kom mig i Hu, naar du kommer i dit Rige!« 43Og han sagde til ham: »Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset.« 44Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, 45idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. 46Og Jesus raabte med høj Røst og sagde: »Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand;« og da han havde sagt det, udaandede han. 47Men da Høvedsmanden saa det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: »I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.« 48Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de saa, hvad der skete, og vendte tilbage. 49Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligesaa de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og saa dette. 50Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Raadsherre, en god og retfærdig Mand, 51han havde ikke samtykket i deres Raad og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; 52han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 53Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. 55Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og saa Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. 56Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |