Dansk (1917 / 1931) 1Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David, som sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand. (2) Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke! 2HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn! 3Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender. 4Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, 5Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; 6i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører! 7Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. 8Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. 9Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; 10baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger; 11han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. 12Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer. 13HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder. 14Han udslynged Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem. 15Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust. 16Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, 17frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. 18Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn. 19Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig. 20HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; 21thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud; 22hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig. 23Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. 24HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje! 25Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, 26du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. 27De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam! 28Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke. 29Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. 30Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham. 31Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud, 32den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, 33gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højene, 34oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen! 35Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor; 36du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. 37Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, 38slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod. 39Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; 40du slog mine Fjender paa Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen. 41De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke. 42Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn. 43Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; 44hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig; 45Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul. 46HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, 47den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod 48og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. 49HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, 50du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931. Ulrik Sandborg-Petersen, ParadigmsMasterPro.com. Bible Hub |
    |